Tech-giganternes hemmeligheder
Uvildig rapport for Digitaliseringsministeriets Center for Sociale Medier, Tech og Demokrati
Digitale tjenester rykker kun tættere og tættere på vores hverdag, hvor tech-giganter har stor magt over og indflydelse på vores privatliv – så stor at deres forretningsmodeller er ved at blive til en præmis for børn såvel som voksnes hverdag. Denne udvikling er sket uden meget kontrol, og børn og unge eksponeres konstant for indhold, der tjener det formål at fastholde deres opmærksomhed. Stadigt flere undersøgelser indikerer, at eksponeringen har en skadelig effekt på børn og unge — senest belyst i Forbruger- og Konkurrencestyrelsens rapport Young Consumers and Social Media, der bl.a. undersøger konsekvenserne af fastholdelse og afhængighed.
Tech-giganterne er notorisk lukkede om sig selv og deler ikke frivilligt data, der kunne gøre os klogere på fastholdelse og skadeligt indhold. I denne undersøgelse har vi derfor udviklet et nyt værktøj, hvor unge frivilligt kan donere deres data anonymt til projektet – det kan de udelukkende i kraft af deres GDPR-sikrede rettigheder om, at enhver har ret til at få udleveret de data, der indsamles om dem. Det blev startskuddet til en omfattende datadonation, hvor 219 personer har doneret over 17 millioner datapunkter inkl. links til indhold, de har set på TikTok, YouTube og til dels Instagram. Det har muliggjort, at vi kan undersøge systematikken i samspillet mellem faktisk adfærd, fastholdelsesmekanismer og skadeligt indhold.
I denne undersøgelse belyser vi således tech-giganternes magt og indflydelse og bidrager med ny viden om fastholdelsesmekanismer, adfærdsmønstre og indhold. Undersøgelsen er et bidrag til videre meningsfuld, demokratisk regulering af sociale medier. En regulering som i den grad er blevet et samfundsanliggende i en tid, hvor det er blevet et økonomisk og kulturelt privilegium at kunne ruste yngre generationer til en hverdag, hvor det fysiske og digitale er vævet ind i hinanden.
Rapporten er udarbejdet på opdrag fra Digitaliseringsministeriets Center for Sociale Medier og Demokrati.
Udgivelsesdato
11. december 2025