Digital Bike Tracking

København er en aktiv cykelby.  Der køres hvert døgn 1,36 mio. km på cykel i hovedstaden og 41 procent af alle ture til arbejde og uddannelse sker på cykel. Cyklisme har derfor en stor betydning for byplanlægning i København.

For at sikre solid viden om cyklisters adfærd og behov har vi udført en digital-antropologisk analyse for Københavns Kommune. Via GPS tracking har vi kortlagt og analyseret mønstre i cyklisters geografiske bevægelser, rejsetider og hastighed. Dette giver indsigter om større mønstre i cyklisters reelle adfærd i København. Fx blev det tydeligt at cyklisters cykeladfærd er forskellig i morgentrafikken og om eftermiddagen, da de fleste om morgenen vælger at tage den korteste cykelrute, hvorimod de om eftermiddagen vælger den grønneste rute.

Indsigterne kombinerede vi med et online survey, der gav indsigter i cykelvaner, og hvilke faktorer der har betydning for valget af cykelruter samt hvordan cykleskiltning kan påvirke cyklisters adfærd. Derudover foretog Gemeinshaft – som vi samarbejdede med – en kvalitativ undersøgelse på udvalgte knudepunkter, som gav værdifulde indsigter i hvordan cyklister forstår og bruger cykelskiltningen.